Støjberg beskyldes for at give forkerte oplysninger til Folketinget

admin

442 uger siden

|

31/05/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Integrationsminister Inger Støjberg (V) beskyldes for at have givet urigtige oplysninger til Folketinget, skriver netavisen Altinget.

I et svar til Folketinget har ministeren afvist, at der er ændret ved beregningsmodellen for, hvor meget af ulandsbistanden, der bruges til at finansiere modtagelsen af flygtninge. Men en intern mail viser det modsatte.

Det viser en aktindsigt, som Altinget har fået i en mail-korrespondance mellem embedsmænd fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet og Udenrigsministeriet.

- Det ligner regulær vildledning af Folketinget. Det er en meget alvorlig sag, som vi selvfølgelig bliver nødt til at gå videre med, siger Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, til Altinget.

Sagen handler om, hvor stor en andel af den traditionelle ulandsbistand, som skal bruges på at modtage asylansøgere og flygtninge i Danmark.

I efteråret 2015 undrede Socialdemokraterne sig over, at regeringen finansierer en større andel af asyludgifterne over ulandsbistanden i 2016, end SR-regeringen gjorde året før.

I et svar til Folketinget fra 8. december 2015 forklarer Inger Støjberg, at man har "brugt samme metode" i finanslovforslaget for 2016 til at opgøre udgifterne som i 2015.

Men det svar står i kontrast til det, som embedsmænd fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet skriver i en mail fra 21. august 2015 til Udenrigsministeriet.

I denne mail fremgår det nemlig, at der i forbindelse med finanslovforslaget for 2016 er udarbejdet en "mere præcis beregningsmodel" for, hvor stor en del af udgifterne til flygtningemodtagelse, der kan finansieres over ulandsbistanden.

Inger Støjberg afviser, at hun har givet Folketinget forkerte oplysninger.

Men hun oplyser til Altinget, at der i lyset af den nuværende asyltilstrømning blev udviklet en mere præcis opgørelsesmetode for, hvornår flygtninge overgår fra asylsystemet til kommunerne.

/ritzau/