Stefan Effenberg indleder trænerkarriere som 47-årig

admin

9 år siden

|

13/10/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Stefan Effenberg huskes måske bedst som tysk landsholdsspiller og midtbanespiller for blandt andre Bayern München og Fiorentina.

Nu er Effenberg klar til at nyt skridt i karrieren, da han tiltræder som cheftræner i Paderborn, der spiller i den tyske 2. Bundesliga.

- Kemien passer. Stefan Effenberg er en førsteklasses fodboldekspert, og han er spændt på sin opgave i Paderborn, siger klubbens præsident Wilfried Finke til Paderborns hjemmeside.

Stefan Effenberg har indgået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2017.

Paderborn rykkede ud af Bundesligaen efter sidste sæson og roder i øjeblikket rundt i bunden af den næstbedste række.

Stefan Effenberg sluttede sin aktive karriere som spiller for 11 år siden, og har senest arbejdet som tv-ekspert.

Han vandt tre tyske mesterskaber, samt en tysk pokalfinale og en Champions League-titel som aktiv med Bayern München.

Han har også vundet den tyske pokalturnering med Borussia Mönchengladbach.

Stefan Effenberg spillede 35 landskampe for Tyskland, og han var blandt andet med i EM-finalen i 1992, hvor Tyskland tabte til Danmark.

- Jeg har tænkt på at arbejde som cheftræner i noget tid. Paderborn er et perfekt sted at gå ind i professionen, og det viser mine forgængeres karrierer også, siger Stefan Effenberg.

Effenberg afløser Markus Gellhaus i jobbet. Hans første opgave bliver opgøret mod Eintracht Braunschweig fredag.

/ritzau/