Statens udgifter til jobrotation er gået grassat

admin

|

28/03/2014

Dagens topnyheder

Ordningen med at sende arbejdsløse i jobrotation er ved at sprænge alle budgetter.

Regeringen satte oprindeligt 450 millioner kroner af til ordningen i 2013. Men nu viser en opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet, at regningen for sidste år endte på omkring 1,2 milliarder kroner - altså næsten tre gange højere end ventet.

Det fremgår af et brev fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til Folketingets Beskæftigelsesudvalg.

Regningen for jobrotationsordningen er bare vokset og vokset gennem det seneste år.

Først kostede et hul i loven staten omkring en kvart milliard kroner. Hullet bestod kort fortalt i, at virksomheder kunne få store summer penge for at lade deres lærlinge og elever indgå i rotation med ledige.

Ministeriet var blevet advaret om hullet fra en - på papiret - noget uventet kant, nemlig arbejdsgiverne selv. Og selvom Mette Frederiksen skred ind og lukkede hullet efter få måneder, så nåede det at blive en særdeles bekostelig affære for statskassen.

Det fremgik af en opgørelse, som Deloitte lavede i efteråret.

Her blev det samtidig skønnet, at udgifterne til jobrotation ville ende på 925 millioner kroner i 2013 - altså mere end det dobbelte af det, man havde budgetteret med på finansloven.

Og det er altså dette skøn, der endnu engang må opjusteres til 1,2 milliarder kroner nu, hvor landets kommuner har fået endevendt alle skuffer og indberettet deres samlede udgifter til jobrotation.

Når rotations-regningen samlet set svulmer op, kan det også vise sig, at regningen for lovhullet vokser tilsvarende. Det har ministeren bedt Deloitte undersøge, fremgår det af brevet.

Mette Frederiksen understreger over for Folketinget, at hun nu kræver en strammere styring med økonomien.

- Jeg har indskærpet over for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (den tidligere Arbejdsmarkedsstyrelse, red.), at der er brug for i samarbejde med kommunerne at styrke den økonomiske styring, skriver hun i orienteringen.

Samtidig skriver ministeren, at hun nu "overvejer, hvordan vi fremadrettet kan sikre en balanceret jobrotationsordning".

- Det hul, der har ført til de her uforudsete udgifter, er jo lukket nu, siger Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen.

- Det sørgede beskæftigelsesministeren resolut for. Og de tal, der kommer frem nu, er jo ikke udtryk for, at der er andre problemer med jobrotationen, tilføjer han.

Adspurgt om, hvor regeringen ligger på brøler-skalaen på grund af de enorme ekstraudgifter, svarer Jesper Petersen, at han "ikke vil sætte decibel på".

- Trods alt må man sige, at der er ledige, der har fået foden indenfor på arbejdsmarkedet. Det var absolut utilsigtet, at ordningen skulle bruges på den måde, og derfor er det problematisk, at der har været denne her ekstra omkostning, siger han.

Den samlede regning på 1,2 milliarder kroner for 2013 skal sammenlignes med, at man i 2012 blot afsatte 150 millioner kroner til jobrotation.

Det er ikke samfulde 1.200 millioner, der bogføres som en ren udgift. For når de ledige har været i jobrotation, har staten samtidig sparet udgifter til kontanthjælp og dagpenge, så minusset ender på 300 millioner kroner.

/ritzau/