Hvordan er det lige med din reklamationsret, når en vare går i stykker, og hvor længe gælder det gamle gavekort, som du har haft liggende i din pung siden jul?
Den slags spørgsmål er der straks svar på med en ny gratis app, som Forbrugerrådet Tænk har udviklet til forbrugerne. Med den ved hånden på mobilen er det hurtigt at tjekke allerede i butikken om ekspedienten har ret, når hun siger, at varen ikke kan byttes.
Blandt de omkring 15.000 henvendelser rådet fik fra forbrugere sidste år handlede de fleste om købeloven. Ifølge en tidligere undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kender mange danskere ikke deres egne rettigheder som forbrugere.
- I Forbrugerrådet Tænk får vi årligt tusinder af henvendelser fra forbrugere, som føler sig snydt eller er i tvivl. Det vidner om et stort behov for mere viden om forbrugernes rettigheder. Det håber vi, at vi kan være med til at give med app’en "Købelov – kend din ret’," siger Anja Philip, formand i Forbrugerrådet Tænk.
App'en kan for eksempel give forbrugerne svar til brug direkte i butikkerne på, om forhandleren virkelig har krav på tre reparationsforsøg. Eller om det er inden for seks eller 24 måneder, en forbruger skal have en reparation eller ombytning af en defekt vare.
Det kan også være godt at vide, hvordan man som forbruger står, hvis man vil have pengene tilbage for en vare, men den siden, du købte den, er kommet på udsalg i butikken.
’Købelov – kend din ret’ kan downloades gratis i androidversion på Google Play og til iPhone på iTunes.
/ritzau/