Overraskende og i tæt opløb med Yahya Hassan og Sissel-Jo Gazan vandt Anne-Cathrine Riebnitzsky torsdag den litterær pris De Gyldne Laurbær 2013 for romanen "Forbandede yngel".
Og der er ingen tvivl om, at hun, som de andre to, har noget på hjertet.
- Det er en roman, der er beregnet på at blive slugt og rystet over, skrev May Schack i Politiken, da bogen udkom.
Prisen, der uddeles af landets boghandlere og medarbejdere, består af en laurbærkrans, et diplom og et boggavekort på 2500 kroner.
"Forbandede yngel" er Anne-Cathrine Riebnitzskys tredje roman, og den skildrer fire søskendes opvækst på landet i en dysfunktionel familie med en maniodepressiv mor og en voldelig far.
Bogen vandt Politikens romankonkurrence i 2013.
Lisa er hovedperson og jeg-fortæller i romanen, der byder på voldsomt stof. Kampscener i Afghanistan, hvortil Lisa er udsendt. Faldskærmsudspring på den russiske Borki-flyveplads, hvor ni springere omkom, heriblandt hendes kæreste.
Lillebroren Peter, der er på besøg hos hende, overlever, men får begge de smadrede ben amputeret. Men hun har det godt som udsending i hæren i Afghanistan. Systemet er gennemskueligt, reglerne klare. Det var de ikke i hendes barndom.
Anne-Cathrine Riebnitzsky er født i 1974. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 1998.
Fem år senere blev hun sprogofficer i russisk og arbejdede ved ambassaden i Moskva, inden hun blev udsendt til Afghanistan, først som soldat, siden som rådgiver for Udenrigsministeriet.
Anne-Cathrine Riebnitzsky debuterede i 2010 med biografien "Kvindernes krig". Bogen beskriver hendes udsendelser og det farlige, men interessante arbejde med de afghanske kvinder.
Hun har været udsendt to gange, og hendes anden bog, "Den stjålne vej" fra 2012, foregår også i Afghanistan.
I romanen sætter hun fokus på voldtægt af drenge i det krigshærgede land og undersøger, hvad der kan få et menneske til at sprænge sig selv i luften. Findes der gode talebanere, og har kvinderne en chance i Afghanistan?
Anne-Cathrine Riebnitzsky er kendt for sit arbejde med undertrykte kvinder i den krigshærgede Helmand-provins. I 2010 modtog hun Anders Lassen-legatet af kronprins Frederik for "sit eksemplariske arbejde til stor gavn for den demokratiske udvikling i Helmand-provinsen".
I 2012 modtog Anne-Cathrine Riebnitzsky årets debutantpris på Bogforum for romandebuten "Den stjålne vej".
/ritzau/