En række udbredte sprøjtemidler til danskernes græsplæner bliver nu fjernet fra markedet, fordi de kan medføre sundhedsrisiko for mindre børn, der leger på plænerne.
Ni specifikke sprøjtemidler til græsplæner, primært til bekæmpelse af mælkebøtter, står for skud. På baggrund af den nyeste viden om produkterne har Miljøstyrelsen vurderet, at de måske kan medføre en sundhedsrisiko for børn, der leger i græsset efter sprøjtning.
- Det skal ikke være farligt at lege på en græsplæne på grund af sprøjtegifte. Jeg er meget optaget af, at der skal være styr på den skadelige kemi, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S).
Risikoen for de små børn opstår kun ved hyppig og længerevarende kontakt med sprøjtemidlerne. Men miljømyndighederne vil ikke tage nogen chancer.
- Der er tale om sprøjtemidler, som man sprøjter på hele græsplænen. Når børn leger på plænen lige bagefter, får de muligvis nogle af de her stoffer i sig, som i dyreforsøg har vist en påvirkning af kroppen, siger Lea Frimann Hansen, kontorchef i Miljøstyrelsen.
- Der er ikke tale om en akut stor risiko. Men når vi taler såvel børn som sprøjtemidler, så foretrækker vi at være forsigtige, siger hun til Ritzau.
Anbefalingen til borgerne er, at man skiller sig af med midlerne, hvis de står hjemme på hylden eller alternativt sørger for, at børn ikke leger på græsplænen de første par dage, efter at den er sprøjtet.
De ni sprøjtemidler er Dicotex (med reg. nr. 361-7) og de identiske produkter Herbatox Super reg. nr. 361-16), Herbavæk plænerens (reg. nr. 361-17), Bonus Plænerens (reg. nr. 361-18), Tanaco Plænerens (reg. nr. 361-19), Garden Plænerens (reg. nr. 361-20) og CurEra Plænerens (reg. nr. 361-21) samt Toxan Plænerens (reg. nr. 49-27) og det identiske produkt Herbipur Plænerens Plus (reg. nr. 49- 104)
Midlerne skal være væk fra handlen 1. juni.
/ritzau/