Sporarbejde på Fyn trækker ud og betyder færre tog: Se ændringerne her

admin

446 uger siden

|

08/05/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det sporarbejde, som har været i gang på Fyn i Kristi himmelfartsferien, bliver alligevel ikke færdigt til mandag morgen, som det ellers var planen.

Det betyder, at der kun vil køre et tog i timen i hver retning mellem Nyborg og Odense fra mandag 9. til fredag 13. maj. Ifølge DSB kører der normalt op til fire tog i timen i hver retning.

- Det ærgrer os på kundernes vegne, at Banedanmarks sporarbejde ikke er afsluttet som planlagt. Men sådan er det, når skinnerne ikke er klar, siger chef for DSB Stationsservice Jørgen D. Rasmussen.

- Vi opfordrer kunderne til at tjekke deres rejse på Rejseplanen, hvor de kan se, hvad reduktionerne i køreplanen betyder for dem, siger han.

Forsinkelsen skyldes, at Banedanmark stødte på en nedlagt gangtunnel i Odense, og ved Marslev var der blødere bund, end Banedanmarks undersøgelser havde vist.

Sporarbejdet er allerede forsinket én gang. Det skulle i første omgang have været færdigt, så togene kunne køre søndag morgen.

I Kristi himmelfartsferien har Banedanmark arbejdet med omkring 80 forskellige fornyelses- og vedligeholdelsesprojekter mellem Roskilde og Odense.

Forsinkelsen af dette sporarbejde betyder, at InterCity-togene ikke vil køre mellem Nyborg og Odense. De rejsende kan køre med InterCityLyn-toget, som kører én gang i timen mellem København og henholdsvis Sønderborg og Aalborg/Frederikshavn.

Der indsættes også togbusser mellem Nyborg og Odense som supplement.

Også regionaltog på Vestfyn mellem Odense og Fredericia er erstattet af togbusser. Det skyldes manglende sporplads i Odense.

Kunder, hvis rejse er berørt af det forsinkede sporarbejde mellem Nyborg og Odense, kan ifølge DSB gratis få ændret eller refunderet deres ubrugte billetter.

Det gælder ekstraordinært også Orange-billetter.

I pinsen fra fredag 13. maj klokken 22 til natten efter mandag 16. maj klokken 02 er der igen planlagt sporarbejde. Det betyder, at togene erstattes af togbusser.

Efter pinsen og frem til 7. august vil togene køre efter en reduceret køreplan på grund af Banedanmarks sporarbejde. I den periode vil der ifølge DSB køre to tog i timen på strækningen mellem Nyborg og Odense i stedet for fire.

/ritzau/