Spies introducerer to ferier i én

Elo Christoffersen

11 år siden

|

08/07/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efterspørgslen efter kombinationsrejser er i stærk vækst. Derfor tilbyder Spies til vinteren 2013/2014 en kombination af de caribiske øer Curacao og Aruba med en uge hvert sted.

Øerne lokker med strande i verdensklasse, caribisk stemning og gode flyforbindelser mellem de to øer. Det tager således kun 35 minutter at flyve mellem de to rejsemål.

Hidtil har Spies arrangeret rejser til begge øer med den stærke hollandske tilknytning, men kombinationsmuligheden er ny.

- Aruba tilbyder ca. 15 kilometer perfekte badestrande med kridhvidt sand og vajende palmer. Som et kuriosum har man også en børnefri strand på ca. 200 meter – her er en snes flamingoer rykket ind. Curacao lokker med gode dykker- og snorkelmuligheder. Er man ude efter caribisk stemning, er denne kombination virkelig værd at prøve, siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Som noget nyt vil Spies til vinter flyve med sit eget flyselskab, Thomas Cook Airlines Scandinavia, fra København til Aruba. Det sker med en Airbus 330 med business class og ekstra benplads til alle. Fra Aruba er det muligt at flyve med flyselskabet Insel Air til Curacao, hvor man tilbringer syv nætter.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Aruba og Curacao tilhører de såkaldte ABC-øer. B’et står for den tredje hollandske caribiske ø, Bonaire. På de to første øer hedder hovedstæderne Oranjestad og Willemstad. Begge steder byder på gode shoppingmuligheder og restauranter af høj standard.

Er man til kasinoer, har Aruba med omkring 103.000 indbyggere hele 19 af slagsen. Spies har en række hoteller på begge øer lige fra de enkle til de mest luksuriøse All Inclusive-resorts.

- Interessen for ”to ferier i én” er i stærk stigning. Mange vil opleve så meget som muligt af det land, de besøger, og så er kombinationsrejser en god og nem måde at gøre det på, siger Torben Andersen.

Top fem: Spies’ mest populære kombinationsrejsemål

1.  Kos og Kalymnos

2.  Phuket og Khao Lak

3.  Tenerife og La Gomera

4.  Rhodos og Tilos

5.  Skiathos og Skopelos