Spansk profil: Frankrig er det mest komplette EM-hold

admin

10 år siden

|

23/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Frankrig har ifølge den spanske fløjspiller Albert Rocas fra KIF Kolding København det mest komplette hold ved EM.

Rocas regner derfor med en særdeles svær opgave for de spanske verdensmestre, når de på fredag møder Frankrig i semifinalen.

- Frankrig er sammen med Danmark de største favoritter til at vinde EM, siger Rocas.

- Det mest komplette hold i verden er det franske. De har gode målmænd, et stærkt forsvar og en af verdens bedste spillere i Nikola Karabatic. Derudover har de spillere som Jerome Fernandez, Cedric Sorhaindo og Luc Abalo.

- Det er et af historiens bedste hold, så det bliver svært for os, mener KIF-spilleren, der alligevel vurderer, at Spanien har en chance.

- Vi skal drømme om at komme i finalen. Vi er ved at være ved enden af turneringen, og vi har chancen for at slå dem. Vi kan godt slå Frankrig, siger Rocas.

Han mener, at det er for tidligt at begynde at se frem mod en eventuel finale mod Danmark. Danskerne slog tidligere i turneringen Spanien med 31-28 i mellemrunden, hvilket betyder, at spanierne har revanche til gode.

- Nu skal vi først træne, se noget video, og når vi så har mødt Frankrig, kan vi tale om den næste kamp, siger Albert Rocas.

Franskmændene har vundet fem og tabt en enkelt kamp ved EM. Nederlaget kom onsdag aften i en betydningslæs kamp mod Sverige. Spaniens EM-statistik lyder også på fem sejre og et enkelt nederlag.

/ritzau/