Spanien er klar til EM-semifinalen på fredag, og Danmark er sikker deltager ved VM i herrehåndbold næste år i Qatar.
Begge dele udløst af onsdagens første kamp i Boxen i Herning, hvor Spanien helt som ventet besejrede Makedonien i de to nationers sidste kamp i mellemrunden.
33-22 lød den spanske sejr efter 15-12 ved pausen. Spanien trak fra sidst i første halvleg og udbyggede tidligt i anden halvleg, hvorfor der aldrig blev spænding om resultatet.
Årsagen til, at den spanske sejr sikrer Danmark en VM-billet, er, at de tre bedste hold ved EM belønnes med en VM-plads. Da Spanien som regerende verdensmester allerede er sikret en plads i Qatar, er de øvrige tre semifinalister ved EM således klar til VM.
Og med den spanske sejr kendes også tre af de fire semifinalister ved det igangværende EM i Danmark.
Frankrig er videre som vinder af mellemrundens ene gruppe allerede inden onsdagens kamp mod Sverige. Frankrig er således også klar til VM og møder Spanien i den ene af EM-semifinalerne på fredag.
Også Danmark er klar til semifinalen som vinder af den anden gruppe i mellemrunden. Danmark møder fredag vinderen af onsdagens sene kamp i Aarhus mellem Polen og Kroatien.
Danmark slipper med den tidlige VM-billet for at spille kvalifikationskampe til sommer.
- Det er en kæmpe fordel, at vi slipper for det, siger Michael V. Knudsen.
- Det betyder, at vi ikke har en irriterende kvalifikationskamp liggende til sommer, når vi er færdige med at spille for sæsonen for vores klubhold, siger han.
Med den spanske sejr er det også slut med at drømme om en semifinale for Islands spillere, hvorfor deres kamp mod Danmark klokken 20.30 i aften resultatmæssigt ikke betyder det vilde for nogen af holdene.
/ritzau/