Sommeren '92 tager flest Bodil-nomineringer

admin

463 uger siden

|

07/01/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I starten af marts skal den danske filmbranches største stjerner hyldes, når de prestigefyldte Bodil-statuetter uddeles.

Torsdag eftermiddag afslørede Danske Filmkritikere de nominerede til dette års priser, og hele 10 danske film var at finde på nomineringslisten.

Det blev den nostalgiske film "Sommeren '92", der handler om det danske fodboldlandsholds overraskende EM-sejr i 1992, der løb med flest nomineringer. Filmen er nomineret i hele fem kategorier. Ud over kategorien "bedste film", er skuespilleren Ulrich Thomsen nomineret som "bedste mandlige hovedrolle" for sin rolle som fodboldlandsholdets træner Richard Møller Nielsen.

Skuespillerinden Lene Marie Christensen er nomineret for "bedste kvindelige birolle" for rollen som fodboldtrænerens hustru, mens Esben Smed og Henning Jensen er nomineret i kategorien "bedste mandlige birolle".

Med næstflest nomineringer ligger filmen "Krigen" med fire nomineringer, mens "En lang historie kort" og "Under sandet" er nomineret i tre kategorier.

For første gang er en skuespiller fra en dokumentarfilm nomineret i kategorien "bedste kvindelig birolle". Skuespillerinden Ruth Brejnholm er nemlig nomineret for sin rolle i dokumentaren "Skyggen af en helt".

- Hun er uhyre overbevisende i sin rolle, som man først sent i filmen opdager er en konstruktion, og så er hendes tilstedeværelse i Bodil-feltet også et indirekte bevis på, at grænserne for dokumentarfilm brydes i disse år. Hurra for begge dele, siger Jacob Wendt Jensen, formand for Danske Filmkritikere, i en pressemeddelelse.

Bodil-priserne uddeles den 3. marts i Bremen Teater i København, og det bliver 69. gang, at den danske kritikerpris uddeles.

Her er de nominerede til Bodil-priserne 2016:

Bedste danske film:

- Under sandet

- Idealisten

- Bridgend

- Krigen

- Sommeren '92

 

Bedste kvindelige hovedrolle:

- Ghita Nørby ( Nøgle hus spejl )

- Tuva Novotny ( Krigen )

- Hannah Murray ( Bridgend )

- Mille Lehfeldt ( Lang historie kort )

- Bodil Jørgensen ( Mennesker bliver spist )

 

Bedste mandlige hovedrolle:

- Joachim Fjelstrup ( Steppeulven )

- Ulrich Thomsen ( Sommeren "92 )

- Roland Møller ( Under sandet )

- Pilou Asbæk ( Krigen )

- Peter Plaugborg ( Idealisten )

 

Bedste kvindelige birolle:

- Trine Pallesen ( Nøgle hus spejl )

- Trine Dyrholm ( Lang historie kort )

- Dya Josefine Hauch ( Lang historie kort )

- Lene Maria Christensen ( Sommeren "92 )

- Ruth Brejnholm ( Skyggen af en helt )

 

Bedste mandlige birolle:

- Søren Malling ( Idealisten )

- Henning Jensen ( Sommeren "92 )

- Dulfi al-Jabouri ( Krigen )

- Louis Hofmann ( Under sandet )

- Esben Smed ( Sommeren "92 )

 

Bedste dokumentar:

- Et hjem i verden (Andreas Kofoed)

- Misfits (Jannik Splidsboel)

- Fassbinder - at elske uden at kræve (Christian Braad Thomsen)

- The Man Who Saved the World (Peter Anthony)

- Naturens uorden (Christian Sønderby Jepsen)

 

Bedste amerikanske film:

- Birdman

- Inderst inde

- Sicario

- Star Wars: The Force Awakens

- Whiplash

 

Bedste ikke-amerikanske film:

- Leviathan

- Mad Max: Fury Road

- Amy

- Marshland

- Mommy

 

/ritzau/FOKUS