Solbakken kritiserer Cornelius' taktiske evner

admin

10 år siden

|

14/04/2014

Dagens topnyheder

FC Københavns hjemvendte angriber Andreas Cornelius har ikke fået det superliga-comeback, som mange af klubbens fans havde håbet på.

Søndag brændte Cornelius chancer på stribe, da FC København hev en smal 1-0-sejr over AGF i land.

Efterfølgende var FCK-træner Ståle Solbakken klar med en hård dom over den 21-årige angriber.

- Jeg havde håbet, at det taktiske grundlag hos ham var større. Evnen til at læse spillet og bringe sig i gode positioner.

- Jeg har jo set det samarbejde, det "link", han havde med Nicolai Jørgensen, og det har han heller ikke skabt med en anden af vores offensive spillere, siger Solbakken til Jyllands-Posten.

Den norske cheftræner mener, at det er tydeligt at se, at Cornelius ikke spillede kampe i det halve år, angriberen tilbragte i Premier League-klubben Cardiff.

- Han skal blive bedre til at håndtere bolden, og han kæmper med berøringerne, siger Solbakken, der også pointerer, at den tidligere landsholdsangriber endnu ikke er i fysisk topform.

Andreas Cornelius selv afviser kritikken af sin fysiske form, men han mener, at det er forståeligt, hvis FC Københavns fans er skuffede over de hidtidige præstationer.

- Jeg har jo præsteret på et højt niveau før, så det er fair nok, at folk forventer det, siger han til Jyllands-Posten.

- Fysisk kan jeg ikke blive bedre, end jeg er nu, men jeg kan stadigvæk udvikle mig meget.

FC København ligger på tredjepladsen i Superligaen - syv point bag førerholdet AaB.

/ritzau/