Flere af FC Københavns profiler har fået besked på at oppe sig, hvis de vil have en fremtid på Ståle Solbakkens mandskab.
FCK's norske manager nævner blandt andre Claudemir som et eksempel på en spiller, der ikke gør det godt nok hos de nykårede sølvvindere.
- Jeg har givet nogle hårde beskeder til en række af de spillere, som jeg tidligere så som satsningsobjekter. Vi taler om profiler på holdet, siger Ståle Solbakken efter søndagens 3-2-sejr over OB i Parken.
- Jeg har en løbende dialog med Claudemir, og vi synes begge, at det ville være godt, hvis FCK fik nogle penge for ham, og han fik en ny klub. Men der er ikke noget, der tyder på, at han får tilbud nogen steder fra.
- Claudemir har fået besked på, at der skal andre boller på suppen. Han skal have den krop, han havde, sidst jeg var i FCK. Dengang var han lettere og fittere, og han kunne lave mere, siger Solbakken, der ikke vil oplyse hvilke spillere, der har fået lignende beskeder.
FCK-træneren lægger ikke skjul på, at han ønsker ændringer i sin trup hen over sommeren, men meget afhænger af, om klubben kan få solgt nogle spillere.
- Vi har x antal spillere på kontrakt, og der er pt. ingen interesse for dem. De har en meget høj løn i FCK, og de er svære at flytte. Det giver os mindre handlefrihed.
- Vi har dog noget handlefrihed, og det vil vi bruge, siger Solbakken, der mener, at det mest akutte behov er i midterforsvaret.
- Mod OB var vi skidt kørende i midterforsvaret med en halvskadet Kris Stadsgaard og en midtbanespiller i Thomas Delaney. Det er der, vi har det mest akutte behov, siger nordmanden.
Han oplyser desuden, at klubben er i dialog med midtbanespilleren Thomas Kristensen om en kontraktforlængelse. Kristensen scorede søndag sejrsmålet mod OB til 3-2 fire minutter før slutfløjt.
Solbakken afviser at kommentere på søndagens rygter om, at FCK skulle være tæt på at skrive kontrakt med landsholdsmålmand Stephan Andersen, der i øjeblikket står uden klub.
På nuværende tidspunkt står det klart, at Daniel Braaten, Georg Margreitter, Lars Jacobsen og Christian Bolanos forlader FCK denne sommer.
/ritzau/