Sønderjyske-træner: Hårdt at skulle redde os igen

admin

10 år siden

|

17/05/2014

Dagens topnyheder

Sønderjyskes spillere fejrede i søndags, at holdet havde reddet sig endnu en sæson i Superligaen.

Lørdag eftermiddag blev træner Lars Søndergaard og hans spillere hevet ind i nedrykningskampen igen, da AGF under stregen står til at få tildelt en skrivebordssejr. Det skyldes, at Viborg i april benyttede en karantæneramt spiller i en sejr over AGF.

Søndagens "betydningsløse" opgør mod FC Midtjylland i sidste spillerunde er nu pludselig blevet meget alvorlig for Sønderjyske.

- Tidspunktet er helt vanvittigt. Vi havde trænet for sidste gang, og jeg har bagefter ringet rundt til spillerne for at informere dem om, at kampen mod FCM pludselig er meget vigtigt, siger Lars Søndergaard til Ritzau.

- Det er en helt anden mental situation, som vi går ind til kampen med nu, efter at vi har kæmpet med kniven for struben i så lang tid.

- Forestil dig den lykkefølelse, der var i søndags, da vi klarede frisag, og den fornemmelse af at træne hele ugen, hvor man kan slappe af, siger Sønderjyske-træneren.

- Vi har reddet os på fodboldbanen, men hvis vi på grund af noget, der sker på andre hold, ender med at rykke ud, så er det helt vildt, mener han.

Hvis AGF skal gå forbi Sønderjyske i nedrykningskampen, så kræver det, at AGF slår de nykårede mestre og pokalvindere fra AaB i Aalborg. Samtidig skal Sønderjyske tabe til FCM.

- AaB skal nu også pludselig tage hensyn til bundkampen, men ingen ville have fortænkt dem i at gå ud at fejre pokalsejren i torsdags, da AGF alligevel var rykket ned.

- Det, der kan ske nu, det er der mange, der er uforskyldte i, siger Lars Søndergaard.

AGF er endnu ikke blevet tilkendt skrivebordssejren over Viborg. Dansk Boldspil-Union har bekræftet, at fodboldens disciplinærinstans har åbnet en sag.

/ritzau/