Sønderjyske fejrede i sidste weekend sin overlevelse i Superligaen, men lørdag kom de lyseblå pludselig igen i fare, da AGF blev tildelt tre skrivebordspoint.
Risikoen for at blive overhalet af aarhusianerne søndag var teoretisk, og Sønderjyske fjernede selv al tvivl med en flot 3-1-sejr over FC Midtjylland.
Den østrigske bomber Rubin Okotie blev helten med to fuldtræffere.
- Vi er meget, meget glade. Vi havde som mål at blive i Superligaen, og det har vi nu opnået to gange. Det er vist aldrig sket før, men vi er bare glade for at kunne fejre det to gange, siger Okotie og tilføjer:
- Jeg var aldrig bange. Vi vidste, AGF skulle score mange gange, og vi skulle tabe stort. Vi gik ind for at vinde kampen, og det gjorde vi.
Den tidligere landsholdsspiller Daniel Jensen var med to assists med til at spille sølvet hjem til sin eks-klub FC København, der udnyttede FC Midtjyllands nederlag og snuppede pladsen i Champions League-kvalifikationen.
- Det var lidt en mærkelig kamp at løbe ind til, efter vi havde fejret overlevelsen i sidste uge. Muligheden var teoretisk, spinkel og lille, men vi skulle stadig gøre det færdigt, siger Jensen og tilføjer:
- Som gammel FCK'er synes jeg, det er fint for dansk fodbold, at det er FCK, der skal ud og samle point ind til Danmark i Champions League. Det er dansk fodbold bedre tjent med.
- Det er selvfølgelig synd for FC Midtjylland, at de taber sølvet på den måde, men sådan er fodbold, og jeg synes, det er fair nok.
/ritzau/