Landsholdets foretrukne højreback - Kasper Søndergaard - er vild med at spille mod Kroatien. Og det er præcis, hvad han og resten af håndboldherrerne skal på fredag i EM-semifinalen.
- Jeg kan godt lide at spille mod Kroatien, det er fede kampe mod et fantastisk hold, der vil spille håndbold. Måske er Kroatien det hold - sammen med os, der har den allerbedste kontrafase.
- Det er fed håndbold, der bliver gået til den, der bliver løbet og spillet hurtigt. Og det er lige mig at spille hurtigt, siger Kasper Søndergaard.
Han forudser en super oplevelse for Boxens 14.000 tilskuere.
- Jeg tror, det bliver en god og seværdig kamp, og jeg håber, vi kan spille lige så godt mod dem, som vi gjorde i Spanien sidste år, siger Kasper Søndergaard.
Danmark slog for et år siden kroaterne 30-24 i VM-semifinalen på spansk grund.
Højrebacken mindes både opture og nedture mod kroaterne, og han mener, at både han og flere holdkammerater spiller bedst i kampe med højt tempo, som Danmark normalt spiller mod Kroatien.
- Vi er flere spillere, der er bedst, når der kommer fart i benene, og det kommer der, siger Søndergaard, der udover sig selv peger på spillere som Thomas Mogensen og Mads Mensah Larsen i den sammenhæng.
Søndergaard er som de øvrige danskere optimistisk og fuld af selvtillid, men han understreger, at kroaterne er dygtige og nok skal være klar til at levere maksimalt mod danskerne.
- Vi må ikke undervurdere Kroatien. De kommer med alt, hvad de har. De har en pause i morgen (torsdag, red.), og det er nogle drenge i god form.
- Jeg tror, det bliver en meget lige kamp, og så håber jeg på, vi har flest kræfter til sidst, siger Kasper Søndergaard.
/ritzau/