Sødestof skulle opblande store mængder narko

admin

10 år siden

|

01/04/2014

Dagens topnyheder

Sødestoffet maltitol bruges ofte af bagere, men ifølge anklagemyndigheden er stoffet også blevet brugt til at fortynde store mængder kokain i den største sag om hård narkotika i Danmark.

Det er kommet frem under anklagerens gennemgang af sagen ved Retten på Frederiksberg, hvor otte mænd i anklageskriftet står tiltalt for at have indsmuglet narkotika fra Holland i biler ombygget til formålet.

Stofferne skulle efter ankomsten til Danmark blandes op, så der i alt ville være 650 kilo kokain og amfetamin, der kunne sælges videre.

I Danmark er der ikke tidligere faldet dom i sager, hvor der har været så store mængder hård narkotika indblandet.

Ifølge anklageren fra politiets specialgruppe Task Force Øst koster sødestoffet 56 kroner per kilo, hvilket er noget billigere end kokain, som de anslår koster mellem 100 - 150 kroner per gram.

Der skulle blandt andet være fundet store mængder af maltitol i bøtter på et loftsrum, der tilhørte en af de tiltalte.

De tiltalte mødte hinanden med brede smil og hi-fives, da en efter en dumpede ind i den propfyldte retssal tirsdag formiddag.

Blandt dem er en 25-årig russisk statsborger, som anklagemyndigheden, hvis han findes skyldig, vil have udvist af Danmark for bestandigt.

Alle tiltalte har nægtet sig skyldig i sagens mest alvorlige forhold om indsmugling og opblanding af narkotika. Flere af dem har erkendt, at de i mindre forhold har været i besiddelse af mindre mængder kokain og hash.

Det er politiets specialgruppe Task Force Øst, som har efterforsket sagen. De indsmuglinger, der er nævnt i anklageskriftet, skulle have fundet sted i perioden juni 2012 til april 2013.

Der forventes at falde dom i den omfattende sag til juni.

/ritzau/