Det er ikke den såkaldte budgetlov, der er problemet. Det er derimod omprioriteringsbidraget, som lægger et pres på de kommunale budgetter, mener finansordfører for Socialdemokraterne Benny Engelbrecht.
I et interview med Politiken siger Kristian Wendelboe, administrerende direktør i Kommunernes Landsforening (KL), at regeringens kontrol med kommunernes budgetter er for streng.
Han opfordrer til, at regeringen lemper på den såkaldte budgetlov, der gør det muligt at sanktionere kommunerne, hvis de overskrider budgetterne.
Men det er ikke vejen frem, lyder det fra den socialdemokratiske ordfører.
- Problemet for kommunerne er det rigide omprioriteringsbidrag, som regeringen har valgt at gennemføre. Hvis man ikke havde det, ville problemet med budgetloven ikke være så stort, siger den socialdemokratiske ordfører til Ritzau.
Bidraget betyder, at kommunerne skal skære én procent af de kommunale budgetter i årene 2016 til 2019. En del af pengene bliver herefter tilbageført til prioriterede indsatser i kommunerne.
KL-direktør Kristian Wendelboe mener, at loven er utidssvarende, fordi den økonomiske situation i kommunerne har ændret sig med flygtningekrisen.
Opgaven med at huse og integrere de mange nye flygtninge trækker tænder ud, og samtidig skal kommunerne skære på budgetterne og aflevere penge til omprioriteringsbidraget.
- Vi må bare konstatere, at vi nu står i en situation, hvor kombinationen af omprioriteringsbidraget og de massive udfordringer, som kommunerne står overfor med flygtningesituationen, virkelig presser os, siger Kristian Wendelboe til Ritzau.
/ritzau/