Socialborgmester: Regeringen svigter de prostituerede

Finn Jensen

|

21/11/2012

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Regeringens beslutning, om ikke at indføre et forbud mod købesex, vækker utilfredshed hos Københavns Socialborgmester.

- Vi ved at prostitution giver skader. Langt de fleste prostituerede får fysiske, psykiske og sundhedsmæssige skader. Det viser blandt andet en redegørelse om prostitution, som Københavns kommune udarbejdede i 2007. Derfor arbejder vi aktivt i København på at begrænse prostitutionen. På at hjælpe mennesker ud af sexhandlen, og på at skabe alternativer og udveje gennem vores exitprogrammer, siger Mikkel Warming.

- Derfor er det dybt tragisk at regeringen ikke har rygrad til at gøre en forskel. Det burde handle om at få begrænset prostitution og de skader det medfører, og derfor skal vi begrænse efterspørgslen. For at gøre det skal  holdningen til prostitution ændres, og her skal vi starte med kunderne. Forbud har tidligere vist sig effektive når der skal påvirkes holdninger i befolkningen. Se eksempelvis på forbuddet mod at slå børn, og de stramme rygeregler fra 2007, hvordan disse love har ændret holdninger og adfærd, slutter Mikkel Warming.

Tidligere har Justitsministeriet meddelt at Regeringen har besluttet af følge Straffelovrådets anbefaling om ikke at indføre et forbud mod købesex, da Straffelovrådets undersøgelse viser, at et forbud mod købesex ikke kan forventes at føre til et fald i prostitutionen eller i udnyttelsen af prostituerede, men tværtimod må forventes at have negative konsekvenser for de prostituerede.

Justitsminister Morten Bødskov (S) siger til DR, at regeringen i stedet vil opgradere indsatsen mod menneskehandel og forstærke den socialpolitiske indsats.