Sneen falder over Jylland

admin

|

06/12/2013

Dagens topnyheder

Stormen Bodil har taget et par snebyger med sig, som hun i øjeblikket spreder ud over Jylland. Det oplyser DMI.

- Det er nogle snebyger, der i striber bevæger sig ned over landet. Og sneen vælter lige nu ned i den stribe. Det drejer sig om steder i Midtjylland og Østjylland, hvor der nu ligger en hel del sne, fortæller vagtchefen ved DMI til Ritzau.

Det meste af landet vil ifølge vagtchefen blive skånet for snefaldet.

- Det blæser syd over, så Nordjylland og Nordsjælland undgår helt sikkert at blive ramt. Det er nok primært det sydvestlige Danmark, der får en dyne sne. Og jeg tror, at sneen bliver liggende til hen over fredagen. Og det vil give trafikale forstyrrelser.

De forstyrrelser tager Vejdirektoratet sig af. Og her har man været på forkant med snebygerne.

- Vi har været i gang med at salte hele aftenen. Også før sneen kom. Vi har også ryddet vejene, så der er ikke nogen bilister, der kommer til at sidde fast, fortæller vagthavende Kenni Bøgh Lund til Ritzau.

- Der har været en del forhindringer derude i form af en masse væltede træer. Dem har vi også skulle klare samtidigt.

DMI kan desuden melde om en planmæssig neddrosling af Bodil, der i løbet af torsdagen medførte massive infrastrukturelle udfordringer.

- Det går nogenlunde, som det skal. Ude ved kysterne er der stadig storm i middelvindsstyrke. Ellers er det mere sådan en rigtig god gang kuling, der har taget over.

Bodil toppede i styrke torsdag aften omkring klokken 19, og klokken 22 indledte DMI de første afblæsninger af stormvarslingerne.

Bodil blev heldigvis aldrig den orkan, som flere frygtede trods en enkelt måling af middelvind i orkanstyrke.

/ritzau/