Snedig sms-fidus rammer en milliard mobiler

Kristine Bugbee

9 år siden

|

02/10/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En sms-fidus kan give hackere adgang til din mobil gennem et hidtil ukendt hul i Googles Android-system. Det skriver dr.dk.

Det er ikke første gang, at brugerne af Googles styresystem Android bliver ramt af sikkerhedsproblemer. 

Hackere kan lokke Android-brugere ind på bestemte netsider, for eksempel via en sms med et link, hvorefter der sker en automatisk indlæsning af lyd og video, som kan bruges til at smitte mobiltelefonen med en skadelig kode.

Ifølge dr.dk er det sikkerhedsfirmaet Zimperium, der har opdaget sikkerhedshullet. Det er endnu uvist, om hullet i Androids sikkerhed er blevet brugt til hackerangreb.

Men antallet af berørte mobiler er enormt. Alle Android-versioner frem til version 5 har angiveligt fejlen eller en beslægtet fejl. Det vil sige, at godt en milliard mobiler er ramt.

Sidste gang et lignende sikkerhedshul i Androidsystemet blev opdaget, var det den såkaldte Stagefright-fejl. Den betød, at hackere kunne tvinge sig adgang til folks mobiler via en MMS.

Google og andre store mobilproducenter lovede dengang at opdatere Android hyppigere for at lukke sikkerhedshullerne.

Ønsker man ekstra sikkerhed på sin mobil, findes der flere forskellige antivirus-producenter, som har udviklet software til Android, der kan hentes i Google Play.

Det kræver dog en sikkerhedsopdatering af selve systemet at få lukket sikkerhedshullet.

Følg Dagens Forbrug for flere lignende artikler: