Smukfest slog onsdag eftermiddag portene op til festivalpladsen i Skanderborg, hvor store musiknavne de næste dage vil spille for omkring 50.000 gæster.
Regn i stride strømme fik folk til at søge ly under bøgeskovens brede trækroner. Og de betydelige mængder vand har ifølge festivalbestyrelsens formand betydet, at der har været lidt mindre pres på indgangene, end der plejer.
- Vi er selvfølgelig spændte, og vi kan nok se, at dette regnvejr nok har betydet, at nogle er blevet hjemme et par timer endnu. Men vi forventer et ret stort rykind senere i aften til de store koncerter med Kim Larsen, Mads Langer og Rihanna, siger Claus Visbye.
Under den første koncert om eftermiddagen havde publikum brug for regnjakkerne, men vejret klarer op senere. Og ved 18-tiden brød solen igennem.
Vagthavende meteorolog hos DMI lover mere af det bedre vejr i aften.
- I dag kan himmel og hav stå i et, men når det er passeret, bliver der plads til sol. Jeg forventer, at det vil fortsætte til omkring klokken 15-17. I nat kan der komme enkelte byger, og det kan ikke udelukkes, at der også kommer torden, siger meteorologen.
Gæsterne slipper da heller ikke for regnen de næste dage. Torsdag kan der komme byger, men også lidt sol. Fredag kan også byde på enkelte byger, mens det lørdag stort set ser ud til at holde tørt.
Imens publikum ifører sig regnjakker og gummistøvler, forsøger festivalen at forhindre, at der bliver for mudret, ved at køre flere ton flis ind på festivalpladsen i bøgeskoven.
- Vi har jo prøvet regn før. Vi skraber mudder af og lægger flis på, og de store træer kan drikke store mængder vand, så pladsen bliver væsentligt hurtigere tør, end hvis du er ude på en flad mark.
- Vi er altid forberedte på, at det kan regne. Vi har også dræn nede foran Bøgescenen, siger festivalens talsmand, Poul Martin Bonde.
Festivalen varer indtil søndag aften, hvor TV-2 spiller den sidste koncert på Bøgescenerne.
/ritzau/