Virksomheden Nets, der administrerer Dankortet, har tirsdag aften småproblemer, der betyder, at danskere oplever, at de ikke kan bruge deres dankort.
Nets kommunikationschef Søren Winge bekræfter, at der i løbet af halvanden time har været små udfald af få minutters varighed, der har gjort, at danskere ikke har været i stand til at bruge betalingskortet.
- Det er helt kortvarigt, at vi oplever et dyk, hvor vi ikke kan behandle transaktioner, og så kommer det til at køre stabilt lige efter, siger Søren Winge.
Han betegner udfaldene som meget usædvanlige.
- Det er ikke noget, vi har prøvet før på den her måde, vil jeg sige, hvor vi ser de her dyk, som vi ikke kan få stabiliseret fulgt ud bagefter, siger Søren Winge.
Kommunikationschefen siger, at man arbejder på højtryk for at løse problemerne, men kan i øjeblikket ikke sige, hvor lang tid der vil gå, før det fungerer normalt.
/ritzau/