Københavns Politi har i år haft travlt med at rydde mellem 30 til 40 lejre af hjemløse udlændinge i hovedstadsområdet.
Tidligere på ugen blev en lejr på Østerbro ryddet, og hos politiet har man svært ved at følge med i de mange henvendelser om de improviserede lejre, der ifølge TV2 Lorry popper på med fornyet hastighed.
- Det flyder med affald, menneskeafføring og urin, lyder det til TV2 fra en kommunalt ansat mand, der ønsker at være anonym, men som har til opgave at rydde op efter det, som han kalder for 'romalejre'.
Det er dog svært for både kommunerne og politiet at stille noget op med lejrene, da det er lovligt at sove på gaden i Danmark.
Læs også: Roma-familie snød mand på motorvejen – politiet advarer andre bilister
Derfor vil regeringen give politiet nye beføjelser.
- Vi vil gøre det muligt for politiet at opløse lejre og grupper af tilrejsende. Det skal ikke være lovligt at okkupere bænke og parker, siger Jan E. Jørgensen, der er medlem af Retsudvalget for Venstre, til TV 2 Lorry.
Regeringspartiet vil derfor bede Justitsministeriets jurister se på, hvordan man kan udforme en lov, der kriminaliserer lejrene. Loven må dog ikke på samme tid ramme andre grupper, der ikke nødvendigvis er uønsket.
- Det er et stigende problem, der skal gøres noget ved, og det kan jeg ikke forestille mig, der ikke er opbakning til, siger Jan E. Jørgensen.
Følg Dagens Debat for flere lignende artikler: