I weekenden er den bistre kulde endelig forbi, og i stedet varmer det op til tøvejr.
- Det bliver faktisk væsentligt mildere. Det er meget bemærkelsesværdigt, at temperaturen nu faktisk kommer over frysepunktet. Det er en helt ny situation, siger Jørn Thomsen, vagthavende meteorolog ved DMI.
Vi skal dog være tålmodige én dag endnu, før temperaturen ryger i plus, fastslår han:
- Fredag vil temperaturen stige op til lige under frysepunktet - omkring minus tre og minus en grader, og så har vi et snevejr, som trækker op over landet fra sydøst, siger han.
Det er især den østlige del af landet, der får mellem en og fem centimeter sne. Der falder til gengæld ikke noget sne i Sydvestjylland.
Blæsten aftager samtidig og bliver let til frisk, og derfor vil fredag ikke føles ligeså kold som først på ugen.
- I forhold til tidligere på ugen, hvor det var bidende koldt, så er det allerede fredag en forbedring, hvor det ikke er helt så slemt, fastslår meteorologen.
Efter en omgang nattefrost natten til lørdag, vil temperaturen stige til mellem en og fire graders varme i løbet af dagen.
Det sker i forbindelse med en front, der har regn, slud og måske også lidt sne med sig. Jørn Thomsen advarer om, at der godt kan opstå et mildt islag i den forbindelse.
- Man skal passe lidt på i overgangen fra det kolde vejr til det lidt mildere vejr, siger han.
Søndag fortsætter plusgraderne, og solen kommer også frem, lyder det fra Jørn Thomsen:
- Det bliver lyst i vejret, og jo længere vestpå man kommer, jo større er chancen for lidt solskin. Det er også fortsat tøvejr med en til fem graders varme.
- Fordi det har været så slemt, så er det jo næsten som et lille forår.
Prognosen fremover viser stadig nogle dage med nattefrost, men det bliver mere mildt i dagtimerne. Og midt på ugen bliver det endnu mildere, varsler Jørn Thomsen.
/ritzau/