I dag var sidste dag for medarbejderne på Danish Crowns slagteri i Hadsund. Nu er slagteriet nemlig lukket.
Siden 21. marts sidste år har medarbejderne kunnet forberede sig på sidste arbejdsdag den 2. november i år. Ledelsen i Danish Crown meddelte for knap to år siden, at slagteriet i Hadsund skulle lukkes. Siden har medarbejderne og ledelsen forgæves forsøgt at finde en løsning, der kunne redde medarbejderne fra en plads i arbejdsløshedskøen – indtil den endelig dom over de 118 medarbejdere blev afsagt i marts i år.
Hygge og god mad
Omkring halvdelen af medarbejderne måtte forlade virksomheden i slutningen af august. De tilbageværende medarbejdere har i dag brugt dagen på at tage afsked med hinanden. Og det har faktisk været en ok dag, fortæller tillidsrepræsentant, Laurids Rasksen, til Fødevareforbundet NNF.
- Vi mødtes til fælles morgenmad kl. 8. Nogle har været i produktionen for at få afsluttet det sidste, og ellers har vi ryddet op og lavet mad sammen. Stemningen har faktisk været hyggelig.
Medarbejderne får dog endnu en chance for at sige pænt farvel og god vind til hinanden. Senere på måneden afholdes der nemlig en stor afskedsfest for de 118 medarbejdere, der var ansat på virksomheden, da den endelige lukning blev meldt ud i marts.