Skuespillerinden og modellen Birte Tove blev kendt i 1970'erne for at være med i Sengekants-filmene og har både haft en karriere i Danmark og i udlandet.
Lørdag 6. februar er hun afgået ved døden i en alder af 71 år. Den danske skuespillerinde er sovet stille ind efter længere tids sygdom, oplyser familien i en meddelelse til Ritzau.
Birte Tove slog igennem i en række afklædte - men uskyldige - roller, hvor hun blev landskendt efter roller i filmene "Mazurka på sengekanten" fra 1970, "Tandlæge på sengekanten" i 1971 og "Motorvej på sengekanten" fra 1972.
Filmene fik ikke prangende anmeldelser i Danmark, men blev alligevel store millionsucceser verden over.
Skuespillerinden var også med i filmen "Piger i trøjen" fra 1975 sammen med Dirch Passer samt i et par udenlandske produktioner.
Som 28-årig flyttede den blonde dansker til Hongkong, hvor hun blev en del af jetsettet og tilbragte tid med blandt andre karate-stjernen Bruce Lee.
Senere var Birte Tove med i forskellige revyer i 1970'erne og 80'erne i Nordsjælland, men derefter trak hun sig tilbage fra skuespillerjobbet.
Jobbet blev dog kortvarigt oplivet i en meget lille rolle som sygeplejerske i Lars von Triers "Riget" i 1994 og "Riget II" i 1997.
De seneste år har hun levet en rolig tilværelse i Nordsjælland, hvor den pensionerede skuespillerinde også har fungeret som aktiv leder af Søllerød loppemarked.
Hendes oprindelige uddannelse er i øvrigt netop sygeplejerske, og Birte Tove har i en periode arbejdet som operationssygeplejerske.
Hun er mor til blandt andre skuespilleren og stuntmanden Adam Brix, der har medvirket i en række danske film og tv-serier.
/ritzau/