Nogle skoler formår ikke at udnytte det potentiale, som deres elever besidder. Hvis man skal lave om på det, skal man kaste blikket på dem, der står foran tavlen i klasserne.
Den enkelte lærer er nemlig en afgørende faktor, når folkeskoler skal løfte elevernes faglige niveau. Sådan lyder det fra skoleforsker og forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College.
- Det allermest betydningsfulde for elevernes læring er lærernes kompetencer. Deres evne til at skabe gode relationer i klassen. Deres evne til at lede klassen. Og deres kompetence til at undervise i de fag, som de underviser i, siger han.
Ifølge en ny analyse fra den liberale tænketank Cepos var der sidste år mindst 43 skoler, som ikke løftede deres elever til det forventede faglige niveau. Der skriver Politiken.
Opgørelsen er baseret på tal fra Undervisningsministeriet, der har taget højde for børnenes og de unges sociale og økonomiske baggrund.
- Der kan være mange forklaringer på, hvorfor nogle skoler har nogle udfordringer med at løfte eleverne fagligt, siger Andreas Rasch-Christensen.
- Skolerne har måske svært ved at sikre, at lærerne får den fornødne forberedelse, og at de har mulighed for at evaluere undervisningen og mødes med kolleger for at samarbejde om elevernes faglige udvikling, siger han.
Det er skoleforskerens indtryk, at det generelt hverken går værre eller bedre end tidligere med at løfte eleverne kunnen og udvikling i eksempelvis dansk, matematik og naturfag på landets skoler.
- Hvad enten man ser på de nationale test, pisa-målinger eller målinger som den fra Cepos, er der nationalt intet tegn på, at det går tilbage.
- Men der er heller ikke noget, der tyder på, at det går frem med elevernes faglige udvikling - endnu, siger Andreas Rasch-Christensen.
/ritzau/