Kampen mod skattely står højest på dagsordenen for Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, når hun søndag holder 1. maj-taler rundt omkring i landet.
Partiet bruger således 1. maj til at fremlægge en - som Socialdemokraterne selv formulerer det - storstilet plan mod skattesnyd med 17 forslag.
Og de forslag er skatteminister Karsten Lauritzen åben over for at se nærmere på.
- Overordnet set tager jeg konstruktivt imod gode ideer til, hvordan vi begrænser skattely og ulovlig international skatteunddragelse, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).
- Det her er en fælles dagsorden, hvor jeg tror, at næsten alle partier i Folketinget har en dagsorden om at gøre noget. Problemet ligger ikke i at skaffe 90 mandater, men i at gøre noget, der har en reel effekt, siger ministeren.
Socialdemokraterne forslag er fordelt på fem indsatsområder: Intensiv myndighedsindsats, hårdere konsekvenser for skattesnyd, bedre adgang til beviser om skattesnyd, bedre dobbeltbeskatningsoverenskomster, og at regeringen skal øge presset i EU-arbejdet.
Den mest fornuftige vej til at bekæmpe skattesnydere, er ved at styrke det internationale samarbejde, siger Karsten Lauritzen, som derfor særligt hilser den del af Socialdemokraternes plan velkommen.
- Svindlere spiller nationale skattesystemer ud mod hinanden. Derfor skal vi stå sammen i Europa og i OECD-regi. Den mest effektive måde at gøre det på er ikke ved dansk symbolsk lovgivning, men ved et internationalt samarbejde.
Socialdemokraternes forslag om hårdere straf tenderer derimod til symbolpolitik, mener skatteministeren.
- Problemet er ikke strafferammen, men at det er svært at løfte en bevisbyrde i de her sager. Der er et politisk signal i at sige, at man fordobler straffen, men man skal sætte ind et andet sted, hvis man gerne vil have nogle dømt, siger Karsten Lauritzen.
/ritzau/