Skandaleombrust landsstyreformand kommer i Folketinget

admin

9 år siden

|

19/06/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den skandaleombruste politiker Aleqa Hammond, der er tidligere landsstyreformand i Grønland, er valgt ind i Folketinget.

Det viser den officielle, grønlandske stemmeoptælling ifølge valg.gl.

Hammond, der repræsenterer Siumut, vender dermed tilbage til politik efter en sag om misbrug af offentlige midler, hvilket i efteråret tvang hende væk fra formandsposten.

Også Aaja Chemnitz Larsen er blevet valgt til Folketinget. Hun kommer fra Inuit Ataqatigiit.

Begge ventes at give deres støtte til rød blok, som dog torsdag mistede regeringsmagten til de borgerlige partier.

Aleqa Hammond blev landsstyreformand i april 2013 efter at have scoret det højeste antal personlige stemmer blandt samtlige kandidater til det grønlandske landsting, Inatsisartut.

Hun måtte dog trække sig fra posten i september 2014, efter at det var kommet frem, at hun havde brugt mere end 100.000 offentlige kroner til privat forbrug.

I forlængelse af skandalen blev der udskrevet valg til Inatsisartut, hvor Hammond ikke stillede op.

/ritzau/