Skadet Ribery misser VM i Brasilien

admin

10 år siden

|

06/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det forestående fodbold-VM i Brasilien er blevet en stor profil fattigere.

Den franske stjernespiller Franck Ribery er nemlig så skadet, at han ikke når at blive klar til turneringen, oplyser den franske landstræner Didier Deschamps fredag eftermiddag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er en skade i den nederste del af ryggen, der i længere tid har plaget Bayern München-spilleren, som er årsag til det ærgerlige afbud.

Franck Ribery blev skiftet ind i den tyske pokalfinale 17. maj, men måtte forlade banen igen i den forlængede spilletid og har ikke været i aktion siden.

Den stærke fløjspiller er ikke det eneste afbud, Deschamps har måttet sluge fredag. Også den offensive midtbanemand Clement Grenier må melde forfald og kommer ikke med til Brasilien.

I stedet har franskmændene kaldt Morgan Schneiderlin fra Southampton og Remy Cabella fra Montpellier ind i VM-truppen.

/ritzau/