Den nordsjællandske billedkunstner Pia Pape var tirsdag på stranden i Tisvilde for at lede efter rav. Men i stedet stødte kunstneren, hendes søn og hans kammerat på knoglerne fra et skelet. Det skriver sn.dk.
Det markabre fund blev gjort tirsdag ved 14-tiden ved Helenekilde i Tisvilde.
- Pludselig så jeg tre lange tynde knogler stikke op bag en sten. Da jeg flyttede stenen så jeg, at det lignede nogle armknogler. Jeg ringede straks til politiet, men de var ikke meget for at rykke ud, hvis ikke jeg ar sikker på, at det var et menneske, fortæller Pia Pape til Frederiksborg Amts Avis og fortsætter:
- Så fik jeg fat i min søn og hans kammerat, som flyttede en stor sten, og så kunne vi pludselig se, at vi stod oven i bækkenpartiet på en person.
Til sidst rykkede politiet og deres teknikere ud til skelettet, som stadig er ved at blive undersøgt.
Nordsjællands Politi ved endnu ikke om kønnet eller alderen på skelettet, men ifølge sn.dk er knoglerne meget velbevarede, da de har ligget begravet i våd lerjord.
Pia Pape tror, at stormen Egon kan have gjort skelettet synligt, fordi bølgerne kom meget højt op på stranden.