Silas Holst skal instruere danske hit-sangere

admin

10 år siden

|

03/04/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Han er vant til at stå på de skrå brædder selv, men når musicalen "Big Bang" til efteråret har premiere, bliver det med Silas Holst i instruktørstolen i stedet for i danseskoene.

Det er første gang, danseren prøver kræfter med rollen som instruktør, og det glæder han sig til.

- Jeg har altid drømt om en dag at få lov til at prøve at instruere, og nu får jeg lov at prøve det i et voldsomt projekt, så det er vel det, man kalder en drømmedebut, siger han til Newspaq.

- I Vild med dans har jeg ét minut og tyve sekunder, nu får jeg to og en halv time, og det tiltaler mig helt vanvittigt meget, siger Silas Holst, der ikke selv skal på scenen i musicalen.

- Jeg synes, det er vidunderligt! Helt vidunderligt. Jeg er helt på toppen over at skulle sidde og se på de her pissedygtige mennesker, der er med i det her, siger han.

Musicalens manuskript står Martin Miehe-Renard bag, mens Sebastian Jessen og Anne-Marie Curry spiller hovedrollerne som et ungt, elskende par på vej mod stjernerne.

Men det er ikke kun skuespillere, der er på rollelisten i musicalen.

Flere store danske sangere har nemlig også takket ja til at være en del af holdet og sørge for, at musicalen får det helt rigtige lydtæppe.

Det gælder blandt andet Shaka Loveless, Barbara Moleko og Lucy Love.

- Jeg har jo fået lov at bestemme, hvem jeg gerne ville have med, og alle dem, jeg havde drømt om, har sagt haft lyst, så det er helt vildt, fortæller Silas Holst.

Sangeren Shaka Loveless, der blandt andet har hittet med "Ikke mere tid", glæder sig til at prøve kræfter med noget nyt.

- Jeg har prøvet at lave teater før, men det har været sådan noget undergrundsteater på en lille scene, så jeg har altid godt kunne tænke mig en stor produktion, det synes jeg er skideskægt. Her kan jeg bidrage med det, jeg selv er og med min musik, og det er rart at komme med noget, man synes, man er god til, siger han og bliver bakket op af sangerinden Barbara Moleko.

- Jeg har faktisk altid været sådan lidt skabsfan af musicals, og i mine unge dage spillede jeg meget med i musicals og teater. Og det her virker som et lidt anderledes projekt, så det synes jeg var fedt. Jeg har altid godt kunne lide at lege, og for mig er det en stor leg.

For Silas Holst skal tiden indtil de første prøver i august gå med at læse manuskriptet til forestillingen "mindst 1000 gange", som han formulerer det.

- Jeg skal forberede mig kamp-meget. Især nu, hvor det er første gang, jeg skal prøve at instruere. Så nytter det ikke noget bare at tage det, som det kommer.  For en gangs skyld i mit liv vil jeg gerne være forberedt og tjekket. Det er en meget voksen opgave, så jeg må også gribe det an voksent, siger danseren og smiler.

Musicalen har premiere den 18. september på Bellahøj i København.

Newspaq