Sidste chance for Evaristti på Trapholt

Elo Christoffersen

11 år siden

|

15/11/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Søndag den 24. november er sidste chance for at opleve Marco Evaristti på Trapholt.

Siden april har gæster på Trapholt kunnet opleve Marco Evaristtis kunstneriske  behandling af emner som dødstraf, næstekærlighed, fedtsugning og religionsfrihed. Efter søndag den 24. november tages udstillingen ned.

- Det har været en vigtig udstilling for Trapholt, fordi Evaristti stiller nogle væsentlige spørgsmål til os alle sammen - om vores forhold til religion, til døden og til andre mennesker. Værkerne påvirker os, fordi de underminerer vores traditionelle ideer og systemer - er det eksempelvis ok at male med trafikofres blod? - hvorfor - hvorfor ikke? Vi kan blive helt dårlige i kontakt med værkerne, fordi de rusker op i emner, vi til dagligt fortrænger, siger direktør på Trapholt, Karen Grøn.

Marco Evaristti blev med et slag berømt, da han i 2000 lavede kunstinstallationen "Helena & El Pescador" på Trapholt, hvor et par slørhaler blev blendet, hvilket førte til en større retssag.

Den nuværende udstilling viser et langt større billede af, hvad Marco Evaristti har arbejdet med i mellemtiden.

Evaristtis kunst er drevet af indignation over emner såsom konsumsamfundets logik, retten til at slå ihjel, om rige har mere ret til et godt liv end fattige, samt forsoning mellem de tre store religioner - islam, kristendommen og jødedommen.

Se billederne nedenunder...