Shaka i smerter: Blev ramt et par gange

admin

9 år siden

|

08/08/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efter at han blev overfaldet i backstageområdet på festivalpladsen i Skanderborg fredag aften, fortæller Shaka Loveless nu sin version af, hvad det var der skete.

- I har måske hørt om episoden, hvor jeg blev overfaldet i går fem minutter inden vi skulle på scenen. Det var selvfølgelig træls, og det er altid lidt sværere at spille, når det gør ondt, når man åbner munden. Men alt er godt - ingen hjernerystelse, fortæller Shaka Loveless i et opslag på sin facebookside og fortsætter:

- Heldigvis var der gode boys, der hurtigt fik stoppet situationen, så han nåede kun at ramme mig et par gange, skriver sangeren, der valgte at gå på scenen og spille sin koncert på trods af den dramatiske episode.

- Der var et par gange på scenen, hvor jeg lidt mistede overblikket, men er du sindssyg, hvor er jeg taknemmelig for band, gæster og Skanderborgs fantastiske publikum, der bar mig gennem showet.

- Jeg har endnu aldrig oplevet noget, der kunne få mig til at aflyse en Skanderborg koncert. Så længe jeg kan stå på benene, er jeg altid klar. Tusind tak for støtten!!!, skriver Shaka Loveless.

Ifølge formanden for Smukfest, Claus Visbye, blev sangeren overfaldet af en mand, der mener, at Shaka Loveless har stjålet hans tekster, og derfor var meget vred. Det siger han til mx.dk, hvor han også forklarer, at samme mand har et polititilhold og ikke må nærme sig sangerinden Medina.

/ritzau/FOKUS