SF-ministre er tavse om partiets regeringsfremtid

admin

|

30/01/2014

Dagens topnyheder

Ingen af SF-ministrene Jonas Dahl, Astrid Krag og Ida Auken ville svare på, om SF fortsætter i regeringen, da de forlod krisemødet om Dong efter midnat.

Dong-aftalen har skabt massiv splittelse i partiet, og flere medlemmer har valgt af forlade deres poster. Heriblandt politisk ordfører Lisbeth Bech Poulsen.

- Det må andre svare på, siger skatteminister Jonas Dahl på spørgsmålet om, hvorvidt SF kan blive i regering.

Han kan heller ikke svare på, hvordan SF's folketingsmedlemmer stemmer om Enhedslistens forslag om at tage en "time out" i Dong-salget. Regeringens støtteparti fremsætter beslutningsforslaget torsdag.

- Det må vi jo se i morgen (torsdag, red.), siger skatteministeren.

Heller ikke sundhedsminister Astrid Krag har meget at sige efter mødet:

- Jeg har en meget grundlæggende holdning til, at man ikke skal referere fra interne møder, siger hun omringet af journalister.

Miljøminister Ida Auken (SF) henviser til, at formand Annette Vilhelmsen må svare på spørgsmålet om partiets regeringsfremtid.

Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) satser til gengæld på, at SF bliver i regeringssamarbejdet.

- Ja, det synes jeg, at SF skal være. Det er i hvert fald min ambition, siger hun.

Krisemødet i folketingsgruppen fandt sted, efter at SF's landsledelse havde valgt at stemme for den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs' kapitalindsprøjtning i Dong Energy.

Og Pia Olsen Dyhr forventer, at partiets folketingsmedlemmer bakker op om partiets linje.

- SF skal støtte regeringens politik, så er den ikke længere, lyder det fra ministeren.

Holger K. Nielsen (SF) regner med, at han "selv bliver i regeringen", og tidligere erhvervsminister Ole Sohn (SF) siger, at han ikke har "hørt andet", end at SF bliver i regeringen.

/ritzau/