SF's formand, Annette Vilhelmsen, regner fortsat med, at SF bliver i regeringen på trods af de seneste dages ballade om Dong-aftalen med den amerikanske investeringsgigant Goldman Sachs.
Det siger hun efter SF's krisemøde onsdag aften.
- Det forventer jeg, lyder det kort fra en tydeligvis træt SF-formand, som dog ikke er helt klar i mælet omkring SF's fremtid i regeringen.
Enhedslisten vil torsdag fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget om at tage en "time out" i Dong-salget. Formanden forventer dog ikke, at SF's folketingsmedlemmer vil stemme for forslaget:
- Jeg regner med, at vi holder linjen, siger Vilhelmsen.
Krisemødet i folketingsgruppen fandt sted efter et møde i SF's landsledelse, hvor partiet tilkendegav et ja til Goldman Sachs' kapitalindsprøjtning i Dong Energy, der sælger 19 procent til den amerikanske investeringsbank.
Folketinget Finansudvalg stemmer om den kontroversielle Dong-aftale torsdag.
Onsdag aften kom det frem, at både SF's politiske ordfører og finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen, og næstformand Peter Westermann trækker sig, fordi deres linje i Dong-sagen blev underkendt.
Partiet holder gruppemøde igen klokken 9 torsdag.
/ritzau/