Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) måtte torsdag rykke ud med et forsvar for Nets, der står bag dankortet, NemID og betalingsservice.
Både Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF frygter, at salget af den sidste del af Nets til private investorer vil betyde prisstigninger og dårligere vilkår for danskere, der bruger Dankort.
SF vil dog ikke modsætte sig et salg, hvis der kommer klare garantier for, at staten fortsat har kontrol og tilsyn efter et salg af den sidste del af Nets. Sådan lyder det fra SF's erhvervsordfører Lisbeth Bech Poulsen.
Torsdag har det ellers fremstået som om SF helt modsatte sig det planlagte salg, men det er ikke tilfældet:
- Jeg har aldrig talt om, at staten skulle til at opkøbe Nets, men alene at den elektroniske infrastruktur er så vital for vores samfund, at det er nødvendigt, at vi sikrer, at der er et stærkt statsligt tilsyn og kontrol med aktiviteterne.
- Uanset hvem der kommer ind i ejerkredsen, er det fuldstændig afgørende, at der er samfundsmæssig kontrol med Nets, siger Lisbeth Bech Poulsen.
Nets er i forvejen et privat selskab, som hovedsageligt ejes af norske og danske banker. Det er derfor kun en mindre del af selskabet, som er på vej til at blive solgt.
Myndighedsopgaven med at overvåge betalingsformidlingen i Danmark ligger hos Nationalbanken. Og ifølge Nationalbanken er det ikke nødvendigt for banken at eje en del af Nets for at overvåge betalingsformen i Danmark.
Et salg ændrer nemlig ikke på, at den danske lovgivning giver Nationalbanken adgang til at føre kontrol.
Henrik Sass Larsen understreger, at der derfor ikke er noget frygte som forbruger ved salget af den sidste del af Nets. Han undrer sig samtidig over udmeldingen fra SF. Det var nemlig SF's afgående formand Annette Vilhelmsen, som satte gang i salgsprocessen.
- Det forundrer mig faktisk, for indtil for nylig var man meget overbevist om, at det var en god idé, at vi holdt øje med Nets og Dankortet via lovgivningen, siger Henrik Sass Larsen.
/ritzau/