Sevilla triumferer i Europa League efter straffedrama

admin

10 år siden

|

15/05/2014

Dagens topnyheder

Benficas finaleforbandelse lever videre. I onsdagens Europa League-finale på Juventus Stadium i Torino sejrede Sevilla, og dermed har Benfica tabt otte europæiske cupfinaler på stribe.

Onsdagens finale blev kun mere smertefuld, da den faldt efter straffesparkskonkurrence. Spanierne vandt 4-2. Forinden havde publikum set 120 minutters fodbold uden mål, hvor Benfica samlet set var lidt bedre og skabte flest chancer.

Kampens vigtighed var tydelig i begyndelsen. Intensiteten var i top, men til gengæld begik holdene mange fejl, og ingen ønskede at risikere for meget.

Sevilla lagde ud med den største angrebslyst, og Benfica lignede et hold, der var tynget af finalekomplekset. Det gav antræk til spanske muligheder i begyndelsen.

Men efterhånden arbejdede portugiserne sig bedre ind i kampen, og det slog ikke holdet ud, at den serbiske profil Miralem Sulejmani måtte udgå med en skade efter bare 25 minutter.

Kort før pausen fik Benfica kampens hidtil største chance, men forsvareren Maxi Pereira fik kun en lang tå på afslutningen, som Sevillas keeper Beto kunne afværge.

Benfica kom også bedst ud efter pausen, og det lignede en belejring, da holdet fik tre chancer i samme angreb. Men uden at score.

Nu havde kampen nået et stadie, hvor begge gik ihærdigt efter sejren, og i perioder bølgede de farlige angreb fra ende til ende, men afslutningerne og den sidste aflevering manglede lige den sidste skarphed og finesse.

Det samme var tilfældet, da Benfica i de sidste 20 minutter pressede for at fremtvinge målet. Derfor var den forlængede spilletid uundgåelig. De 30 ekstra minutter bød dog ikke på de store målchancer, og så måtte holdene ty til straffesparkskonkurrence.

Her var Sevilla det mest kølige hold og scorede på alle fire spark. For Benfica misbrugte både Oscar Cardozo og Rodrigo på det andet og tredje spark, og sluttede det 4-2 til spanierne.

/ritzau/