Sevilla-matchvinder efter triumf: Et fantastisk øjeblik

admin

10 år siden

|

15/05/2014

Dagens topnyheder

Sevilla kunne onsdag aften løfte trofæet i Europa League - eller Uefa Cuppen som den hed indtil 2009 - for tredje gang på ni år. Men det holdt hårdt, inden spanierne havde nedkæmpet Benfica.

Først efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence vandt Sevilla 4-2. I straffesparkskonkurrencen misbrugte Oscar Cardozo og Rodrigo på det andet og tredje spark for Benfica, mens Sevilla scorede sikkert på alle sine fire forsøg.

Kévin Gameiro sendte afgørende forsøg i nettet til spansk forløsning.

- Jeg skød bare hårdt og håbede, at den ville gå ind. Det er et fantastisk øjeblik for mig og klubben. Vi jagtede dette trofæ i hele sæsonen, og nu har vi nået det, siger Kévin Gameiro ifølge AFP.

Benfica havde dog været en anelse bedre og skabte flest målchancer i de 120 minutters åbent spil før straffesparkskonkurrencen. Men Sevilla havde sine momenter undervejs.

- Der var perioder af finalen, hvor de var bedst, og andre perioder, hvor vi var det, siger Sevillas træner, Unai Emery, ifølge Reuters til spansk tv.

Som kampen skred frem, havde portugiserne dog flest kræfter i behold, og de pressede i den sidste del af den ordinære kamp og havde en smule mere at byde på i den chancefattige forlængede spilletid.

- I slutningen pressede de, for vi var trætte efter mange kampe i en lang sæson. Men vi har lært at kæmpe og tackle problemerne, og vi endte med at vinde, siger Unai Emery.

/ritzau/