Selvudråbt guvernør i Lugansk er blevet skudt

admin

10 år siden

|

13/05/2014

Dagens topnyheder

Den selvbestaltede guvernør i den ukrainske region Lugansk, Valerij Bolotov, blev tirsdag udsat for et drabsforsøg.

Det oplyser en presserepræsentant for Folkets Republik i Lugansk til det russiske nyhedsbureau Itar-Tass.

Bolotov har skudsår.

Guvernøren erklærede søndag Lugansk for en selvstændig region efter en folkeafstemning, der blev iværksat i kølvandet på den aktuelle konflikt i Ukraine, hvor splittelserne mellem det prorussiske øst og det proeuropæiske vest står i lys lue.

- Vi har valgt en selvstændig vej, væk fra lovløshed og det blodige, diktatoriske styre i Kijevs junta med fascisme og nationalisme. Vi følger friheden og lovens vej, sagde Valerij Bolotov forleden.

Da resultatet af folkeafstemningen blev offentliggjort søndag, gik folk på gaden i Lugansk med russiske og regionale flag.

Folkeafstemningen i Kijev har været under beskyldning for valgsnyd.

Flere end 96 procent af vælgerne i Lugansk stemte for selvstændighed. I naboregionen Donetsk stemte 90 procent for løsrivelse fra Ukraine.

Konflikten i Ukraine begyndte sidste år, da regeringen afviste at indgå en handels- og associeringsaftale med EU, hvilket udløste voldsomme uroligheder og præsident Viktor Janukovitj fald.

Senere bredte uroen sig til andre dele af landet, og i marts annekterede Rusland sortehavshalvøen Krim efter en folkeafstemning.

/ritzau/Itar-Tass