Pia Olsen Dyhr er på plads som formand for SF, efter at det torsdag stod klart, at ingen havde lyst til at kaste sig ind i en kamp om lederskabet i det kriseramte parti.
Og selvom de interne splittelser i løbet af de seneste uger er blevet udstillet i det forhenværende regeringsparti, så finder Pia Olsen Dyhr det ikke problematisk, at hun er blevet formand uden et kampvalg.
- Hvis der var nogen, der havde haft lyst til at stille op som formand imod mig, så har de jo haft alle muligheder for det. Jeg har ikke skjult, hvad det er for et projekt, jeg sætter mig i spidsen for, siger Pia Olsen Dyhr.
For at blive valgt som ny formand for SF kræver det, at man har 100 partikolleger bag sig som stillere.
Og mens seks af hendes kolleger fra folketingsgruppen optræder på listen af stillere, glimter Özlem Cekic, Lisbeth B. Poulsen, Trine Pertou Mach og Karsten Hønge ved deres fravær. Sådan ser Pia Olsen Dyhr imidlertid ikke på det.
- Jeg synes, du skal kigge på min stillerliste - den er sådan set ganske bredt sammensat.
- Man kan kigge helt fra det folkelige bagland, hvor der står Bjarne Mortensen fra 3F's industrigruppe til folk fra miljøbevægelsen til vores byrådsgruppe.
- Derudover så har alle folketingsmedlemmer været ude at bakke op om mit kandidatur, og jeg opfatter det sådan, at der er enighed, og at vi nu skal ud og føre politik. Jeg synes ikke, det er noget problem, siger den nye formand.
Pia Olsen Dyhr vil ikke diskutere, hvorvidt der bliver plads til folk som Özlem Cekic, Lisbeth B. Poulsen, Trine Pertou Mach og Karsten Hønge i den nye partitop - alle skarpe kritikere af det delvise salg af Dong Energy til Goldman Sachs.
- Det er jo gruppen, der konstituerer sig. Det er ikke formanden, der bestemmer det. Det gør vi sammen på tirsdag, siger hun.
/ritzau/