Selvsikker City-forsvarer: Vi har ingen svagheder

admin

10 år siden

|

17/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Manchester City banker mål ind på stribe i både Premier League og de engelske pokalturneringer.

Senest demonstrerede City sin store bredde, da noget, der kunne ligne et B-hold, slog Blackburn med 5-0 i FA Cup-omkampen onsdag aften.

For forsvareren Micah Richards, der har spillet i klubben i hele sin karriere, er det gyldne tider i øjeblikket.

- Jeg håber, vi kan holde sammen på truppen og blive endnu bedre. Vi skal forsøge at holde alle i godt humør, for det er svært, når alle ikke kan spille hver uge.

- Vi kan lave store ting, hvis vi kan holde på alle spillere. Vi gør det så godt, fordi vi har en stor bredde. Der er kvalitet overalt, siger Micah Richards ifølge The Guardian.

City ligger på en aktuel andenplads i Premier League, og holdet er fortsat med i begge pokalturneringer og Champions League.

- Vi vil komme langt i alle turneringer, og det synes jeg også, at vi skal med den trup, vi har. Vores angivelige B-hold slog Blackburn 5-0. Jeg synes ikke, der er nogen svage punkter i vores trup, siger Micah Richards.

Den 25-årige forsvarer er selv en af de spillere, der må lade sig nøje med begrænset spilletid.

Han har været på banen i otte kampe i denne sæson. Kun to af dem har været i Premier League, men Richards er glad og tilfreds, fordi han husker, hvordan det var, før klubejeren Sheikh Mansour trådte til med alle sine millioner.

- Man nyder de gode tider mere, fordi man husker, hvordan det var før. Hver dag kommer jeg til træning og ser de spillere, jeg spiller sammen med og sammenligner dem med de spillere, jeg spillede med for syv år siden.

- Mine holdkammerater er alle sammen landsholdsspillere nu. Det er et helt andet niveau, lyder det fra Micah Richards.

Manchester City er storfavorit i weekendens Premier League-runde, hvor bundholdet Cardiff kommer på besøg på Etihad Stadium. Kampen spilles lørdag klokken 16.

/ritzau/