Et af målene ved sidste måneds terrorangreb i København, den svenske tegner Lars Vilks, vender nu tilbage til hjertet af København, nærmere betegnet Christiansborg.
Det sker, når han 14. marts skal modtage Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Christiansborg slår dørene op for Lars Vilks en måned efter, at en gerningsmand åbnede ild mod et debatarrangement i Krudttønden på Østerbro, hvor den svenske tegner befandt sig.
Som bekendt ramte gerningsmanden ikke Lars Vilks, der i den brede offentlighed er mest kendt for at tegne profeten Muhammed som en hund.
I stedet blev en tilfældig tilhører skudt ned og dræbt som den første af de i alt to ofre for gerningsmandens forskellige væbnede angreb i hovedstaden.
Ved prisoverrækkelsen på Christiansborg vil De Konservatives nye folketingskandidat Naser Khader holde tale.
Ifølge Trykkefrihedsselskabets formand, Katrine Winkel Holm, er det Vilks' "stålsatte uforfærdethed", der er den primære grund til, at netop han skal modtage årets Sappho-pris:
- I syv år har Lars Vilks levet med dødstrusler, og to gange er han blevet forsøgt myrdet, alene på grund af en enkelt blæktegning.
- Det enorme pres, han lever under, ville få mange andre til hurtigt at mumle nogle undskyldninger eller bøje nakken. Dén fristelse er Lars Vilks aldrig faldet for, siger hun.
- Tværtimod har han stille og roligt fortsat med at forklare og forsvare sin kunst og det frie ord. Det fortjener han at blive hædret for - ikke mindst efter begivenhederne 14. februar, mener selskabets formand.
/ritzau/