Lunkne anmeldelser og politiske spilfægterier preller tilsyneladende af på seerne.
Da andet afsnit af DR's nye dramaserie "1864" gik over skærmen i den bedste sendetid søndag aften, fulgte tre af fem seere med, da brødrene Laust og Peter drog af sted i Den Anden Slesvigske Krig.
1.682.000 seere så afsnittet om den tabte krig i instruktør Ole Bornedals fortolkning, oplyser DR Medieforskning.
Første afsnit blev ligeledes set af knap 1,7 millioner seere.
Bornedals fortolkning har fået Dansk Folkeparti til at foreslå, at når DR i fremtiden laver historiske dramaserier, skal et hold af historikere tilknyttes produktionen for at sikre, at der ikke sniger sig historiske fejl ind i fortællingen.
Serien har allerede inden premieren været heftigt diskuteret og kritiseret af både politikere og historikere, der ikke mener, at den er historisk korrekt, og at den er politiserende.
Andre har forsvaret serien som fiktion, der er baseret på virkelige hændelser.
Søndag aften var anmelderne - som ved første afsnit - delt i to lejre, men ingen af anmelderne strør om sig med stjerner.
BT giver fire stjerner og skriver: - Efter to timer stritter "1864" i flere retninger, men man skal passe på ikke at lade åbne ender og ophedede debatter skygge for skønheden, der stadig løfter serien over vanligt niveau på stort set alle andre områder.
Politiken giver ligeledes tre stjerner: - Historien savner episk fremdrift. Det er himlen, skyerne, skoven og det grønne grenværk, der bliver stående på nethinden.
Ekstra Bladet giver kun to: - De færreste har hæftet sig ved det egentlige problem, at den ikke er særlig god. Efter første afsnit var det stadig muligt at lade tvivlen komme den anklagede til gode, men efter nu at have tilbragt næsten to timer sammen med Peter, Laust og alle de andre, må man konstatere, at piben skal have en væsentlig anden lyd fremover, hvis den skal snige sig op på en middelkarakter.
Jyllands-Posten giver tre stjerner: - Det er kendetegnende for serien indtil videre, at den næsten synes at opløse sig selv og sin egen alvor i overtydelige og karikerede figurer og pointer.
Også Berlingske giver tre : - Sigøjnere, gale politikere og onde herremænd. Ole Bornedal gik planken ud i andet afsnit af "1864", men endte trods umådeligt smukke billeder endnu en gang med lidt af en maveplasker.
/ritzau/