Seattle Seahawks har natten til mandag dansk tid slået San Francisco 49'ers og er dermed klar til Super Bowl i næste måned, hvor Denver Broncos venter.
Søndagens NFC-divisionsfinale endte 23-17 i Seahawks' favør, og dermed er Seattle-holdet klar til en Super Bowl-finale for kun anden gang i sin historie.
Seahawks vendte stærkt tilbage i søndagens kamp efter midtvejs i tredje quarter at have været bagud med 10-17. Det gik helt galt for 49'ers i fjerde quarter, hvor Seahawks snuppede bolden tre gange.
San Francisco 49'ers missede dermed muligheden for at nå Super Bowl-finalen for andet år i træk. I 2013 tabte holdet til Baltimore Ravens.
Håbet om endnu en finale i amerikansk fodbold forsvandt fuldstændigt fra 49'ers, da Seahawks-linebackeren Malcolm Smith greb bolden fra San Franciscos Michael Crabtree 22 sekunder før tid.
Denver Broncos sikrede sig sin Super Bowl-billet med en sikker sejr på 26-16 over New England Patriots. Det er første gang i 15 år, at Denver Broncos når NFL-finalen.
Super Bowl-finalen, som er den 48. i rækken, finder sted 2. februar i New Jersey.
/ritzau/Reuters