Britisk politi, der efterforsker Madeleine McCanns forsvinden, er blevet kimet ned, efter at efterforskerne mandag aften i BBC-udsendelsen Crime Watch appellerede til offentligheden om at hjælpe dem med at finde pigen, der forsvandt for syv år siden.
Scotland Yard beretter tirsdag morgen ifølge BBC om en "overvældende reaktion", og at man nu vil følge op på de mere end 300 telefonopkald og 170 emails, politiet har modtaget efter udsendelsen.
Allerede inden udsendelsen blev vist, havde Scotland Yard fået to brugbare tip i sagen om pigen, der forsvandt fra et portugisisk feriested i maj 2007 kort før sin fire års fødselsdag.
Londons politi havde nemlig i forvejen offentliggjort to fantomtegninger af en formodet gerningsmand.
- To personer har ringet ind og fortalt om manden, og begge opgav det samme navn, fortæller efterforskningsleder Andy Redwood i programmet Crimewatch.
- Der har været meget god respons på tegningerne, siger han.
Ifølge den britiske avis Daily Mirror betragtes manden på fantomtegningerne nu som den hovedmistænkte i sagen.
De datagenererede fantomtegninger er baseret på beskrivelser fra to øjenvidner, der så manden den aften, hvor den britiske pige forsvandt.
- Manden er muligvis eller muligvis ikke nøglen til at løse denne efterforskning. Det er af stor betydning for os at opspore og snakke med ham, siger Andy Redwood ifølge BBC.
Manden beskrives som hvid, mellem 20 og 40 år, normal af bygning og højde. Han har kort brunt hår og er nybarberet.
- Vi har vidner, som placerer ham i området omkring det tidspunkt, hvor Madeleine forsvandt, siger efterforskningslederen.
To vidner - et par fra Irland - har forklaret, at de så manden bære på en pige, som lignede Madeleine. Pigen var ifølge parret i dyb søvn og mellem tre og fire år gammel, skriver The Sun.
Madeleine forsvandt fra en ferielejlighed i Praia da Luz på Algarve-kysten i Portugal. Hun sov i lejligheden sammen med sine yngre søskende, mens forældrene spiste på en tapasrestaurant et par hundrede meter derfra.
/ritzau/NTB
Se indslaget om Madeleine McCann i Crimewatch her: