Repræsentantskabet i det sydjyske energiselskab SE, der har hovedsæde i Esbjerg, har godkendt koncernens opkøb af Stofa med et massivt flertal.
Med 92,4 pct. af de tilstedeværende 245 medlemmer af SE´s repræsentantskab var det med overvældende flertal, at man nu har godkendt koncernens opkøb af tv- og bredbåndsudbyderen, Stofa.
Det skete på et møde i Vojens-hallen, hvor andelsselskabets repræsentantskab var samlet.
- Jeg er utrolig glad for repræsentantskabets beslutning, og jeg er stolt over, at vi som andelsselskab og med en dyb folkelig forankring er i stand til at skabe så solide resultater. Købet af Stofa er med til at gøre SE til en endnu mere solid forretning, og vi ser nu frem til at kunne levere endnu bedre tv- og internetprodukter til vores kunder, siger Niels Duedahl, adm. direktør i SE, om repræsentantskabets beslutning.
Med købet af Stofa forstærker SE både sin eksisterende forretning inden for internet og tv væsentligt, ligesom også koncernens samlede lønsomhed styrkes.
Med flere kunder i ryggen kan SE nu, ifølge adm. direktør, Niels Duedahl, indtage rollen som reel udfordrer til de store spillere på markedet for tv- og internet.
- Vi mener, at SE og Stofa er et oplagt match, hvor de gode kundeoplevelser udgør det ene ben i begge vore virksomheders succes, mens kundernes medbestemmelse udgør det andet. Vi deler med andre ord en folkelig forankring, og med stærke kompetencer, der styrker hinanden på henholdsvis tv og internet, får vi nu mulighed for at gøre SE til en endnu mere solid forretning til gavn for konkurrencen og dermed kunderne, siger Niels Duedahl.
SE har købt Stofa for 1,9 mia. kr. af den svenske kapitalfond, Ratos. Med opkøbet bliver virksomheden én af de største udbydere af tv- og internet i Danmark.
SE har de senere år oplevet en solid vækst og kan med opkøbet af Stofa tage et stort skridt videre mod koncernens mål om at være den mest lønsomme aktør i den danske energisektor med en forventet omsætning i 2015 på niveauet 5 mia. kr. og et overskud fra den primære drift på mere end 1 mia. kr.
Det er fortsat en forudsætning for handlens endelige godkendelse, at konkurrencemyndighederne godkender købet.
Den afgørelse ventes at finde sted i løbet af første halvår 2013.