Se og Hør-sagen kan begynde i september næste år

admin

|

25/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Der er nu blevet sat datoer på, hvornår den store Se og Hør-sag, hvor tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup er blandt de sigtede, kan begynde.

Sagen er sat til at begynde 9. september 2016, skriver Ekstra Bladet. Der er ifølge avisen i alt afsat 20 retsdage til sagen med den sidste sat til 24. november.

Der er dog fortsat endnu ikke rejst tiltale i sagen.

For knap en måned siden kom det frem, at efterforskningen var så langt, at anklagemyndigheden allerede ønskede at reservere dage i retten.

- Vi er nu så langt i efterforskningen og vores overvejelser omkring tiltalerejsning, at det er hensigtsmæssigt, at vi sammen med retten og de i alt 11 berørte advokater får sat dato på, hvornår sagen i givet fald kan komme for, sagde advokaturchef Jens Rasmussen dengang i en pressemeddelelse.

Spørgsmålet, om hvorvidt der skal rejses tiltale, vurderede han dengang, vil blive afgjort i de første tre måneder af 2016.

Men ved allerede nu at reservere dage i retten til sagen, så bliver processen forkortet, forklarede Jens Rasmussen.

I alt er 12 personer samt Aller Media sigtet i sagen.

En af de sigtede er en it-medarbejder - også kendt som tys-tys-kilden - som blandt andet er anklaget for at have udnyttet sin adgang til Nets kreditkortsystemer til at indsamle oplysninger om kendte og kongeliges brug af kreditkort.

Oplysningerne skal han have sendt videre til ugebladet mod betaling. Anklagemyndigheden mener, at Se og Hør har tilskyndet tys-tys-kilden og andre til uberettiget at udlevere fortrolige oplysninger.

I januar gav Højesteret politiet lov til at undersøge oplysninger fra interne mails og telefoner fra journalister i sagen.

Politiets adgang til det fortrolige materiale blev dog betinget. En dommer ved Retten i Glostrup skal først se de beslaglagte dokumenter for at afgøre, om det har relevans i sagen.

/ritzau/