Byggeriet af det kommende bycenter Taastrup Torv er godt på vej. Aktuelle luftfotos viser, hvordan det store byggeri ved Taastrup Station skrider fremad.
Bebyggelsen bliver på i alt 12.000 kvadratmeter, heraf de 8.000 i stueplan til detailhandel. På etagerne over butikkerne opføres blandt andet 28 almennyttige boliger til Boligforeningen 3B. Der bliver direkte adgang til butikkerne fra de 350 gratis p-pladser, der ligger i to parkeringsdæk ovenpå bygningen.
Blandt de kommende butikker er et stort Kvickly-varehus. Desuden har tøjkæden H&M samt DSB’s Kort & Godt/7-Eleven lejet sig ind.
I og omkring Torvet bliver der plads til 800 cykelparkeringer, hvoraf omkring 600 indrettes inde i bygningen tæt på indgangen til tunnelen til stationen.
Det er Sophienberg Ejendomsudvikling i Holte, der sammen med CASA i Horsens samarbejder med kommunen om projektet til en samlet værdi på 250 millioner kroner. Ejendommen vil være klar til indflytning i efteråret 2013.